Den forventede udvidelse af det økologisk dyrkede areal i Danmark er betinget af øget planteproduktion, som kræver højere og mere stabile udbytter. Denne udfordring skal kunne løses samtidig med at importen af konventionel husdyrgødning udfases og miljøpåvirkningen, f.eks. udledningen af drivhusgasser, reduceres væsentligt. HighCrop har to hoved-hypoteser:
1) Højere udbytter og mindre miljøpåvirkning kan opnås ved at inddrage flerårige energiafgrøder og forbedrestyring af kvælstof (N) frigivet fra efterafgrøder, grøngødninger og afgrøderester; og 2) Lave udbytter i praktisk økologisk jordbrug skyldes et vidensgab mellem forskning og praksis, som kræver nye strategiske planlægningsværktøjer for at løse.
HighCrop bygger på et tæt samarbejde mellem forskning, udvikling og formidling. Forskningen vil øge kendskabet til effekter af N-dynamik ogukrudtstryk på afgrødeproduktivitet, N-udvaskning, drivhusgasemissioner og biodiversitet. Udvikling og formidling vil bygge på nye koncepter for beslutningsstøtte og vidensformidling baseret på en detaljeret analyse af barrierer på bedriften samt i produkt- og videnskæderne. De nye koncepter og værktøjer vil blive testet på økologiske bedrifter og formidlet til danske økologiske rådgivere og landmænd. HighCrop vil også analysere og syntetisere viden gennem afholdelse af en serie workshops med fokus på forskellige værdikæder.